Bemærk: Vi har fået tilsendt en lader til test af producenten. Derudover modtager vi kommision, hvis du handler igennem vores links.
Når man køber elbil, følger der ofte en stor hovedpine med: Valget af ladeboks. Skal den lejes eller ejes? Og hvad koster det at få en installatør ud og bore huller i muren?
Men faktisk er det sidste spørgsmål ikke relevant, hvis du vælger ladeløsningen go-e Gemini Flex 2.0.
Som navnet antyder, er go-e Gemini Flex 2.0 en fleksibel løsning – en mobil ladeboks, du kan tage med dig, og som kan sluttes direkte til et eksisterende rødt CEE-stik (kraftstik) for 11 kW ladning eller en almindelig 230V stikkontakt – her opnår du dog “kun” en effekt på 3.6 kW.
Ingen elektriker, ingen ventetid – bare “Plug & Play”.
Men kan en så lille og mobil enhed virkelig erstatte den klassiske, tunge vægboks? Og går man på kompromis med funktionerne for at få fleksibiliteten? Det undersøger vi i denne test.
Ladeboks i hjemmet uden installation – kan det virkelig passe?
Det helt store salgsargument for go-e Gemini Flex 2.0, er, at man som udgangspunkt ikke behøver betale en elektriker for at installere ladeboksen – i hvert fald ikke, hvis man har et fået installeret et kraftstik, hvortil laderen kan tilsluttes.
I det sommerhus, hvor vi opsatte laderen, var der allerede gjort klar, hvilket resulterede i, at installationen var tæt på at være lige så nem som at tilslutte en blender i stikkontakten i køkkenet.
Det er dog vigtigt at dvæle ved det ‘hvis’, jeg nævnte tidligere. Magien opstår nemlig hovedsageligt, hvis du allerede har et rødt CEE-stik (kraftstik) installeret.
Selvom mange ældre huse med værksted eller landejendomme ofte har disse stik til tunge maskiner, er det langt fra standard i en almindelig carport.
Har du ikke det, slipper du ikke for et besøg af elektrikeren.
Eller… Du kan faktisk godt tilslutte boksen til en almindelig 230V stikkontakt, hvis du ønsker det. Her får du nøjagtigt samme funktioner – fx. app-stying og ladning efter billigste tidspunkt. Du skal dog være indforstået med, at ladehastigheden bliver en del lavere, hvis du tilslutter på denne måde, eftersom outputtet går fra 11 kW til beskedne 3,6 kW. Derudover kræver det, at du investerer i en lille adapter, så stikket fra boksen kan tilsluttes kontakten.
Tag laderen med dig
Mens en traditionel ladeboks er en permanent installation, der ikke knytter sig meget fleksibilitet til, forholder det sig væsentligt anderledes med go-e Gemini Flex 2.0.
En væsentlig pointe med denne ladeboks er, at den ikke er hardwired i væggen, men blot sat i et CEE-stik eller tilsluttet en alminde stikkontakt.
Det betyder, at du på et øjeblik kan afmontere boksen fra vægbeslaget, tage den under armen og smide den i bagagerummet.
Derfor er denne ladeløsning en genial løsning for dig med sommerhus, da du slipper for at investere i to dyre ladebokse. Du tager bare din “hjemmelader” med på weekend.
Lille, let og lækker
Da vi pakkede go-e Gemini Flex 2.0 ud, blev vi overraskede over størrelsen. Den var både lettere og mindre, end vi havde forventet.
Helt konkret vejer laderen cirka 1,6 kg og har dimensioner, der minder om en madkasse (15,5 x 26 cm).
Dermed er den så lille og fiks, at den vil kunne monteres langt de fleste steder.
Laderen er hvid og generelt kendetegnet ved at have et minimalistisk design.
Funktionaliteten styres via en LED-ring og en enkelt knap på forsiden. Dermed behøver du virkelig ikke at være særligt teknisk skarp for at kunne betjene denne lader.
LED-ringen er – i vores øjne – vildt smart; farverne indikerer status på opladningen og giver dig information, hvis noget er galt. En yderligere fin detalje er, at lysstyrken kan dæmpes eller slukkes helt via appen, så man ikke har et diskotek i carporten om natten.
Husk dit eget kabel
En ting, man skal være opmærksom på – og som måske overrasker førstegangskøbere – er, at go-e Gemini Flex 2.0 leveres uden ladekabel til bilen. Den har et Type 2-udtag i bunden, hvor du skal sætte dit eget kabel i (typisk det, der fulgte med bilen).
Dit ladekabel kan låses fast til laderen, så eventuelle opportunistiske tyveknægte ikke kan stikke af med ledningen.
Tåler det danske vejr
Selvom go-e Gemini Flex 2.0 er både lille og fiks, er produktet stadigvæk ekstremt hårdført og godkendt til udendørs brug. Laderen er IP65-certificeret, hvilket betyder, at den tåler både støv og kraftig regn.
Softwaren: Nørdet på den fede måde
Mens hardwaren er simpel og minimalistisk, er go-e-appen til gengæld spækket med funktioner.
Når du åbner denne app, bliver du mødt af en stor cirkel i midten, der viser lade-status og de aktuelle kilowatt – simpelt og overskueligt. Dykker du ned i menuerne, finder du en række genistreger, som enhver elbil-entusiast vil elske.
En af de smarteste funktioner er Eco Mode, hvis du spørger os. Via denne funktion kan du regulere laderens adfærd efter elpriserne.
Helt konkret menes der med, at du kan angive en prisgrænse for, hvornår laderen må være aktiv. Det kan være, at du angiver, at den kun må oplade din bil, hvis strømmen koster mindre end en krone.
Selvom appen kan meget, er det grundlæggende ret intuitivt at navigere rundt på denne.
Fordele og ulemper ved laderen
Fordele:
✅ Fuld fleksibilitet: Kan tages med i sommerhus eller flyttes uden værktøj.
✅ Ingen dyre installationer: Kræver kun et CEE-stik (kraftstik) eller en almindelig 230V stikkontakt.
✅ Smart app: Masser af indstillinger for nørderne (Eco Mode, kWh-grænse).
✅ Kompakt: Fylder og vejer minimalt.
Ulemper:
⛔ Kabel medfølger ikke: Du skal bruge bilens eget kabel eller købe et ekstra.
⛔ “Kræver” CEE-stik for høj hastighed: Har du ikke det, skal du stadig bruge en elektriker til at sætte stikket op. Hvis du kan leve med lav ladehastighed, kan du dog godt vælge blot at tilslutte den til en almindelig stikkontakt.
Konklusion
Go-e Gemini Flex 2.0 er i vores øjne en rigtig fin lader. Den er alsidig, byder på en masse fine funktioner og er samtidig herligt let at betjene.
Den er særligt oplagt for dig, der er på jagt efter en kvalitetslader, der samtidig er mobil. Altså en lader du for eksempel kan tage med i sommerhus.
