Spring til indhold
Hjem » Fast eller variabel pris på el

Fast eller variabel pris på el

Har du svært ved at gennemskue, om du skal vælge en elaftale med fast eller variabel pris, er du langt fra alene. Derfor vil vi i denne guide hjælpe dig til at forstå forskellen på de to prismodeller, og forsøge at pege dig i retning af den løsning, som passer bedst til dig og dine behov. 

Hvad er forskellen på fast og variabel elpris?

Helt kort er forskellen på fast og variabel elpris, hvordan dit strømforbrug bliver afregnet. 

Ved fast elpris skal du betale det samme for en kWh, uanset hvordan prisen for rå el udvikler sig på elbørsen. Du ved derfor altid med sikkerhed, hvad du helt nøjagtigt skal give, når du tænder på stikkontakten derhjemme.

Ved variabel elpris vil prisen pr. kWh ændre sig hele tiden, når der er udsving på indkøbsprisen af el fra elbørsen. Du ved derfor aldrig med sikkerhed, hvad du skal betale for strømmen i morgen, om en uge eller om en måned.

I det følgende dykker vi helt ned i forskellen på de to elaftaler, så du får nemmere ved at vælge den, som passer bedst til dig.

Fast pris

Vælger du en elaftale med fast pris, ved du med sikkerhed, hvad du kommer til at betale for din strøm de næste mange måneder.

Når du indgår en aftale om fast pris med et elselskab, låser du prisen pr. kWh i typisk 12, 24 eller 36 måneder. Uanset hvad der måtte ske med indkøbsprisen på el, kan du altså forvente, at du skal betale det samme, hver gang du tænder for stikkontakten.

Med fast pris på el kan du nemmere lægge budget, da du i forvejen ved, hvad din elregning løber op i.

Med en fast pris på el skal du ikke bekymre dig om pludselige prisstigninger, men til gengæld kan du heller ikke nyde godt af markante prisfald på strøm, eller lavere elpriser om natten.

Fordele og ulemper ved fast pris på el

Fordele

Du ved med sikkerhed, hvad du kommer til at betale det næste lange stykke tid

Du slipper for at betale mere, hvis elprisen stiger

Du behøver ikke holde dig opdateret på de aktuelle elpriser

Det er ligegyldigt, hvornår på døgnet du bruger strøm

Ulemper

Hvis prisen på el falder, kan du risikere at betale mere end med variabel pris

Du har ingen mulighed for at spare penge ved at bruge strøm på billige tidspunkter af døgnet

Prisen pr. kWh vil typisk være lidt højere end ved variabel pris

Hvornår er en fastprisaftale på el en god idé?

Du kan med fordel overveje at vælge fast elpris, hvis du:

  • Forventer at elpriserne kommer til at stige.
  • Foretrækker ikke at skulle bekymre dig om elpriserne.
  • Ikke har mod på at følge med i prisudviklingen på el – både i løbet af et år og i løbet af et døgn.
  • Er okay med at betale en smule mere pr. kWh til gengæld for større tryghed i økonomien.

Variabel pris

Vælger du en elaftale med variabel pris, vil din pris pr. kWh bliver justeret hver eneste time døgnet igennem. Prisen vil afspejle de aktuelle priser på elbørsen, som prissættes efter udbud og efterspørgsel.

I de perioder af døgnet, hvor der er stor efterspørgsel på el, vil prisen typisk være højere, imens den vil være lavere på andre tidspunkter, hvor der er knap så stor efterspørgsel. Typisk vil prisen på rå el være lavere om natten, da der er færre, som bruger strøm på dette tidspunkt. Du kan dog også forvente billigere el, hvis solen skinner eller vinden blæser, da der i disse tilfælde bliver produceret rigeligt med vedvarende energi fra solceller og vindmøller.

Har du en elaftale med variabel pris, kan du således spare penge ved at bruge strøm på de billigste tidspunkter af døgnet. Du vil dog også skulle betale mere, hvis du bruger meget strøm, når efterspørgslen er stor og priserne er høje.

Vælger du variabel pris på el, kan du typisk spare en del penge om året. Det kræver dog, at du har mod på at planlægge dit strømforbrug og holde øje med de aktuelle strømpriser.

Fordele og ulemper ved variabel pris på el

Fordele

Du har mulighed for at spare penge, hvis du bruger strøm på de rette tidspunkter

Typisk billigere end fast pris på den lange bane

Et godt valg til dig med elbil, som har mulighed for at lade om natten

Ulemper

Hvis elprisen stiger, vil du skulle betale mere

Du ved aldrig med sikkerhed, hvad du kommer til at betale

Du skal holde øje med prisudviklingen på elmarkedet, hvis du for alvor skal spare penge

Hvornår er en variabel prisaftale på el en god idé?

Du kan med fordel overveje at vælge variabel elpris, hvis du:

  • Kan finde ro i udsving på elpriserne.
  • Har mod på og tid til at sætte dig ind i de aktuelle elpriser, så du kan planlægge dit elforbrug herefter.
  • Kan ændre i dit daglige elforbrug, så du fx først benytter tørretumbleren om natten, hvor prisen på el er lav.
  • Har elbil, og derfor bruger en del strøm i forbindelse med opladning. 

Vigtigt angående priser!

Priserne, der opdateres i begyndelsen af hver måned, skal anses som vejledende af flere årsager:

  1. De beregnes med afsæt i sidste måneds gennemsnitspris for ren strøm. Her bruger vi Nord Pool som kilde.

  2. Der findes forskellige elnetområder i Danmark, og priserne for transport af el varierer disse områder imellem. I vores prisestimater har vi regnet med gennemsnitspriserne for transport i henholdsvis Aarhus (KONSTANT) for vest-priserne og København (Radius) for øst-priserne. 

    Selvom priserne for transport af el varierer fra område til område, påvirker denne variation ikke prisdifferencerne de forskellige elselskaber imellem. Det forholder sig nemlig sådan, at det beløb, du skal betale i transport-udgift, altid vil være betinget af det område, du bor i, og ikke af det elselskab, du har valgt. Med andre ord betyder det, at eksempelvis Norlys- og Nettopower-kunder vil betale det samme i transport-udgifter, hvis de bor i det samme område.

  3. Fra tid til anden foretager elselskaberne justeringer, hvad angår deres abonnement-satser og/eller deres tillægspris pr. kWh.


    Vi gør alt, hvad vi kan for at fange disse justeringer, men der vil være en risiko for, at vi sommetider glipper en eller flere af disse justeringer. Hvis du mistænker, at vi oplyser en misvisende abonnement-sats eller regner med en forkert strømtillægssats, så hiv hellere end gerne fat i os på info@eltjek24.dk, så dykker vi ned i, hvorvidt din mistanke er begrundet eller ej.

At sammenligne elpriser er virkelig ikke nogen let opgave, da det er et ekstremt uigennemskueligt og mudret felt, hvilket blandt andet hænger sammen med, at der er stor forskel på, hvordan de forskellige elselskaber oplyser om deres egne priser.

Nogle elselskaber opererer med stor gennemsigtighed og oplyser om alt fra strømtillæg, afgifter, den rene strømpris og så videre, mens andre udelukkende oplyser sidste måneds gennemsnitlige rene strømpris.

I vores kWh-prisestimater har vi medregnet samtlige omkostninger med undtagelse af abonnement-satsen. En sats, som vi naturligvis også oplyser om, men selvstændigt og altså ikke som en del af den estimerede kWh-sats. 
 

Vores beregningsmodel

Med henblik på at levere et så retvisende sammenligningsgrundlag som overhovedet muligt har vi kreeret vores egen beregningsmodel til at kortlægge de gennemsnitlige kWh-satser for de enkelte elselskaber.

Herunder følger den formel, som vores beregningsmodel benytter sig af:

(strømtillæg + den rene strømpris (et gennemsnit for seneste måned) + transportudgifter (et gennemsnit) + eltariffer + elafgift) x 1,25 (moms)