Bor du øst for Storebælt? Så er i aften måske det helt rette tidspunkt at afprøve konceptet “dinner in the dark”. Elprisen tager nemlig et historisk hop opad i de tidlige aftentimer.
Har du kigget på elprisen i dag og spærret øjnene op? Det er der en god grund til. Vi oplever i dag de højeste elpriser, vi hidtil har set i 2026, men det går kun ud over den ene halvdel af Danmark.
Det er specifikt i tidsrummet 17:00 – 18:00, at priserne stikker helt af for danskere bosat i Østdanmark.
Her peaker prisen (Hold øje med kl. 17:45)
Allervrst ser det ud i det sidste kvarter af timen. Fra kl. 17:45 til 18:00 når elprisen sit absolutte højdepunkt for året.
Ren strømpris: 8,51 kr. pr. kWh.
Samlet pris: Nærmer sig 10 kr. pr. kWh, når transportomkostninger og elafgift medregnes.
Allerede fra kl. 17:00 vil den rene strømpris ligge på over 6 kr., hvilket betyder en samlet pris på over 7 kr. pr. kWh.
En ekstraordinær prisstigning
8,51 kr. pr. kWh er en ekstraordinær høj elpris og med afstand den højeste, vi har set i 2026. Inden i dag lød rekorden for den højeste elpris i 2026 på 4,66 kr. pr. kWh.
Den tidligere rekord blev sat den 9. februar i tidsrummet 17:30-17:45 – altså næsten samme tidspunkt som i dag. Men dagens pris er næsten en fordobling af den tidligere rekord.
Vestdanmark går fri
Mens østdanskerne må finde stearinlysene frem, ser situationen helt anderledes ud på den anden side af Storebælt. Danmark er nemlig delt i to priszoner, og i dag er forskellen enorm.
For danskere Vest for Storebælt ser tallene således ud:
Højeste rene strømpris: 1,25 kr. pr. kWh.
Samlet pris (inkl. transport/afgift): Ca. 2,15 kr. pr. kWh.
Dette niveau rammes mellem 18:45 og 19:15.
Det er ikke usædvanligt med prisforskelle mellem øst og vest, men spændet i dag er ekstremt.
Så enorme prisforskelle som dem, vi oplever i dag, hører i den grad til sjældenhederne. Typisk lyder forskellene på et par ører eller en-to kroner.
Vores råd: Bor du på Sjælland eller øerne, så vent med at tænde opvaskemaskinen, vaskemaskinen og ovnen til senere på aftenen, hvor prisen igen falder til et mere normalt leje.
