Elpriser time for time
Se de aktuelle strømpriser
Kilde: Energi Data Service
Prisen for den rene, rå strøm + transmissionsnettarif + systemtarif + elafgift + nettarif (transportomkostninger).
- Transmissionsnettarif: 0,0925 kr.
- Systemtarif: 0,06375 kr.
- Elafgift: 0,95125 kr.
- Nettarif vest
- 00:00-06:00: 0,1033 kr.
- 06:00-17:00 & 21:00-24:00: 0,1549 kr.
- 17:00-21:00: 0,4028 kr.
- Nettarif øst
- 00:00-06:00: 0,1519 kr.
- 06:00-17:00 & 21:00-24:00: 0,2277 kr.
- 17:00-21:00: 0,5923 kr.
Alle priserne er inklusive moms.
Vær opmærksom på, at de nettarif-værdier, vi har brugt til udregning af elpriserne vest for Storebælt, er gældende for Konstant, der står for transport af el i Aarhus-området, mens de nettarif-værdier, vi har brugt til at udregne elpriserne øst for Storebælt, er gældende for Radius, der står for transport af el i København.
Derfor er der en risiko for, at din elpris er enten lidt lavere eller højere end den elpris, der fremgår i vores søjlediagram.
Spar penge på elregningen
Mere end to millioner kan spare penge på elregningen ved at skifte til et billigere elselskab – måske gælder det også for dig? I Danmark har vi et frit elvalg, hvorfor du kan skifte kvit og frit til det – for dig – billigste elselskab. Noget, der kun vil tage dig ganske få minutter, så det er svært at få øje på en god undskyldning for at lade være, ikke?
Sådan finder du det billigste elselskab
- Angiv dit forbrug på vores oversigt over de billigste elselskaber
- Sammenlign elselskabernes priser
- Klik dig videre til det billigste elselskab og tilmeld dig.
Hvad koster el lige nu?
Lidt længere oppe kan du via vores søjlediagram se elpriserne time for time for i dag, i går og i morgen.
Vi håber, at vi via oversigten kan hjælpe dig med at tilrettelægge dit strømforbrug, så du klarer de mest strømkrævende aktiviteter i de timer, hvor elprisen er lavest.
Vær opmærksom på, at du skal have en variabel strømaftale, hvis der skal være nogen som helst værdi i at tilrettelægge dit strømforbrug efter, hvornår elprisen er lavest.
Har du ikke en elaftale med variabel pris, men derimod en aftale med fast pris, vil din kWh-sats være den samme, uanset om du forbruger strøm i de timer, hvor elprisen på elbørsen er høj eller lav, og så giver det sig selv, at der ikke er penge at spare ved at bruge strøm i de timer, hvor indkøbsprisen ellers er lav.
Vil du vide endnu mere om forskellene mellem en elaftale med fast pris og en elaftale med variabel pris, så tjek vores artikel herom: https://eltjek24.dk/fast-eller-variabel-pris-paa-el/.
Tjek elpriser time for time både på computeren og mobilen
Vi har udviklet et smart setup, hvor vi automatisk henter data fra Energi Data Service, som vi overskueligt præsenterer på både desktop og mobile enheder.
Med andre ord betyder det, at du altid vil kunne finde den aktuelle elpris hos os, og dette uanset om du sidder foran en computer, med en tablet i skødet eller med din telefon i hånden.
Se hurtigt, hvilket tidsrum elprisen er lavest i
Hos Eltjek24.dk har vi erfaret, at vores besøgende er særligt interesserede i, i hvilke tidsrum den daglige elpris er lavest, og hvilke prisen er højest.
Derfor har vi sørget for, at disse informationer fremgår over grafen. Det samme gør i øvrigt den aktuelle elpris, altså prisen pr. kWh i det øjeblik, hvor du lander på vores side med grafen over elpriser.
Hvornår er elprisen lavest?
Det varierer fra dag til dag, hvornår elprisen er lavest, så vi kan desværre ikke give et statisk svar på dette spørgsmål.
Som også angivet længere oppe er der i de elpriser, vi viser i vores søjlediagram, medregnet følgende variabler:
- Den rene elpris
- Transmissionsnettarif
- Elafgift
- Systemtarif
- Nettarif C.
Transmissionsnettariffen, elafgiften samt systemtariffen varierer ikke fra time til time og derfor kommer vi ikke til at spilde så meget krudt på disse.
Den rene elpris samt nettariffen derimod varierer flere gange i løbet af en dag.
Når det kommer til fastsættelsen af den rene elpris, har flere faktorer betydning for, hvilket niveau prisen ender på, eksempelvis vejrmæssige forhold samt naturligvis udbud og efterspørgsel. En tommelfingerregel i den henseende er, at meget sol og megen vind plejer at resultere i lave satser for den rene elpris.
I langt de fleste måneder vil den rene elpris i gennemsnit ligge på omkring 0,5-1 krone pr. kWh, men der kan dog ske ting i verden, der får den rene strømpris til stige markant.
Dette så vi i forbindelse med energikrisen foranlediget af krigen i Ukraine, hvor den gennemsnitlige rene strømpris i nogle måneder befandt sig på et niveau, der lå over 2 og 3 kroner pr. kWh.
Nettariffen er også interessant
Som bemærket varierer også nettariffen i løbet af en dag og for at forstå, hvorfor nettariffen gør dette, er det – hvis du spørger os – centralt med en forståelse af, hvad begrebet ‘nettarif’ refererer til. Så lad os kaste os ud i en begrebsafklaring.
Helt kort kan man sige, at nettariffen er den pris, du betaler dit netselskab for at levere den strøm, du bruger.
Mens du selv kan vælge elselskab, har du ikke indflydelse på, hvilket netselskab der servicerer dig, hvorfor den sats, du betaler i nettarif, vil være den samme, uanset om du måtte være kunde hos Norlys eller Nettopower.
Det er nemlig ene og alene tidspunktet samt din geografiske placering, der har betydning for størrelsen af din nettarif-sats.
I vores søjlediagram over aktuelle elpriser har vi regnet med nettarif-værdien for Aarhus-borgere i forbindelse med elpriserne vest for Storebælt og nettarif-værdien for borgere i København for elpriserne øst for Storebælt.
Dette betyder derfor, at din nuværende elpris muligvis er en smule højere eller lavere end de priser, vi viser i søjlediagrammet, såfremt du ikke bor i en af de pågældende byer.
Nettarif-satsen er højest om aftenen
Som bemærket varierer nettarif-satsen i løbet af et døgn. Satsen er højest i spidsbelastningstimerne – altså de timer, hvor allerflest bruger strøm – mens den er lavest i de timer, hvor færrest bruger strøm.
Som tingene er lige nu nettarif-satsen højest i timerne 17:00-21:00, mens den er lavest i timerne 00:00-06:00.
I de resterende timer befinder den sig i et fast mellemleje.
Hvis du er nysgerrig på, hvad nettarif-satsen helt specifikt er for det område, hvor du bor, kan du prøve at Google bynavnet for din hjemby samt nettarif, så burde du kunne finde, hvad du søger.
En tommelfingerregel for, hvornår elprisen er lavest
Blandt andet fordi nettarif-satsen er lavest i nattetimerne, og efterspørgslen på strøm typisk også er lavest i de timer, hvor flertallet af befolkningen sover, er det som regel i timerne efter midnat, at strømmen er allerbilligst. Det er dog ikke sådan altid, så der er altså kun tale om en tommelfingerregel. Husk det!
En anden tommelfingerregel er, at strømmen ofte er dyrest i tidsrummet 17:00-21:00, hvor nettarif-taksten er højest og efterspørgslen størst, men ej heller dette er nødvendigvis en eviggyldig sandhed.
Og netop fordi ovenstående tommelfingerregler ikke altid holder stik, giver det rigtig god mening at tjekke elpriser hver eneste dag, hvis du ønsker at give dig selv de bedste forudsætninger for at lægge størstedelen af dine strømkrævende aktiviteter i tidsrum, hvor elprisen er lavest.