Priserne, der opdateres i begyndelsen af hver måned, skal anses som vejledende af flere årsager:
- De beregnes med afsæt i sidste måneds gennemsnitspris for ren strøm. Her bruger vi Nord Pool som kilde.
- Der findes forskellige elnetområder i Danmark, og priserne for transport af el varierer disse områder imellem. I vores prisestimater har vi regnet med gennemsnitspriserne for transport i henholdsvis Aarhus (KONSTANT) for vest-priserne og København (Radius) for øst-priserne.
Selvom priserne for transport af el varierer fra område til område, påvirker denne variation ikke prisdifferencerne de forskellige elselskaber imellem. Det forholder sig nemlig sådan, at det beløb, du skal betale i transport-udgift, altid vil være betinget af det område, du bor i, og ikke af det elselskab, du har valgt. Med andre ord betyder det, at eksempelvis Norlys- og Nettopower-kunder vil betale det samme i transport-udgifter, hvis de bor i det samme område.
- Fra tid til anden foretager elselskaberne justeringer, hvad angår deres abonnement-satser og/eller deres tillægspris pr. kWh.
Vi gør alt, hvad vi kan for at fange disse justeringer, men der vil være en risiko for, at vi sommetider glipper en eller flere af disse justeringer. Hvis du mistænker, at vi oplyser en misvisende abonnement-sats eller regner med en forkert strømtillægssats, så hiv hellere end gerne fat i os på info@eltjek24.dk, så dykker vi ned i, hvorvidt din mistanke er begrundet eller ej.
At sammenligne elpriser er virkelig ikke nogen let opgave, da det er et ekstremt uigennemskueligt og mudret felt, hvilket blandt andet hænger sammen med, at der er stor forskel på, hvordan de forskellige elselskaber oplyser om deres egne priser.
Nogle elselskaber opererer med stor gennemsigtighed og oplyser om alt fra strømtillæg, afgifter, den rene strømpris og så videre, mens andre udelukkende oplyser sidste måneds gennemsnitlige rene strømpris.
I vores kWh-prisestimater har vi medregnet samtlige omkostninger med undtagelse af abonnement-satsen. En sats, som vi naturligvis også oplyser om, men selvstændigt og altså ikke som en del af den estimerede kWh-sats.
Vores beregningsmodel
Med henblik på at levere et så retvisende sammenligningsgrundlag som overhovedet muligt har vi kreeret vores egen beregningsmodel til at kortlægge de gennemsnitlige kWh-satser for de enkelte elselskaber.
Herunder følger den formel, som vores beregningsmodel benytter sig af:
(strømtillæg + den rene strømpris (et gennemsnit for seneste måned) + transportudgifter (et gennemsnit) + eltariffer + elafgift) x 1,25 (moms)